Tro og generationer. Dette er temaet for dagens prædiken. I denne fastetid kan vi spørge om selv om, hvordan vi har givet troen videre til næste generation eller hvordan vi selv har modtaget den. Hvorvidt er dette lykkedes?

I alle tre tekster understreges et generationsforhold: Abraham er far til Isak. Paulus taler om, at Gud Fader i forhold til korsfæstelse og død ikke sparede sin egen søn, Kristus. Evangeliet proklamerer: ”Dét er min elskede søn.” Desuden er disciplene, som blændes af forklarelsen, den første generation af kristne og dermed Kirkens ophav.

Hvad siger teksterne os om tro og relationerne mellem generationer? Hvordan kan de berige vores egne refleksioner over vores videregivelse af troen til vores børn og unge? Hvordan er det at være ung og skulle tage imod en tro på gud?

Abraham på prøve i forhold til sin tro: Er han i stand til at give slip på sønnen Isak og tillige ofre ham som brændoffer som tegn på sin tro? Absurd og grotesk som fortællingen kan virke, så handler den om den fædrene generations villighed til at give slip på næste generation i fastholdelse troen og med slægtens mangfoldiggørelse til følge. Abraham, Isak og Jakob bliver ophav til en slægt så mangfoldig som sandkornene på stranden og stjernerne på himlen. Et gudsfolk i pagt med sin skaber. Abraham giver slip på Isak. Han har allerede ofret ham mentalt. Isak reddes, og Abraham bestyrkes i troen. Om Isaks tro og refleksioner over faderens besynderlige adfærd hører vi intet. Hvad tænker han som barn om sin far og forholdet til Gud?

Måske kan vi lidt udfordrende spørge om selv i dag, om vi også nogle gange har ofret vore børn, når vi har fastholdt et trosliv på vores præmisser og ikke deres? Hvad er forklaringen på, at det langt fra er alle vore børn, som vokser op trofast inden for det trossamfund, vi har døbt dem til? Hvordan kan vi gøre troen nærværende for næste generation på deres sprog og i den virkelighed, de lever i?

Kirken er et gammelt hus og taler også et sprog derefter. Det kan virke smukt og give historisk genklag. Vi har en salmebog, Lovsang,  med kun en håndfuld salmer, der er skrevet efter 1950. Det er over 70 år siden! Melodierne er heldigvis stadig smukke. Men hvad med sprog og indhold? Siger det vore børn og unge noget som helst? Hvis stemme, tale, sang og salmer ikke sprogligt peger ind i fremtiden, så er det kun spørgsmål om tid, inden vi risikerer, Gudsordet forstummer.

”Omvend dig, og tro på evangeliet!” Således lyder kaldet til os – og særligt i fasten. Evangelium betyder som bekendt ’godt budskab’ eller ’gode nyheder’. Hvis en nyhed skal være god, skal den også helst være ny. Lad os derfor i denne fastetid overveje, hvordan vi igen, igen kan give troen videre til næste generation på ny.

Har vi en værktøjskasse? Nej ikke i Silvans eller Harald Nyborgs forstand. Men vi har måske et udgangspunkt: Forklarelsen på bjerget, hvor de tre disciple bliver blændet og slået ud af kurs. Peter svarer med at ville bygge en hytte – måske er han på vej ned i ’Silvan’… Men nej, disciplene efterlades undrende, og gør vi andre også: Undrende og men samtidig åbne overfor Kristi altoverskyggende nærvær. Vi må igen og igen finde nye ord til de gode nyheder. Vi må anskueliggøre og nærme os Gud Faders forhold til sin søn Jesus Kristus. Paulus indskærper, at Gud ikke sparede sin søn, den korsfæstede Kristus. Der blev ikke råbt ’Stop!’ og henvist til en vædder i krattet nedenfor Golgatha. Kristus gik hele vejen – og på den måde viser relationen mellem ham og Gud Fader os, hvad det vil sige at give slip for at nå gudsriget. Dermed må også vi give slip og i kærlighed overgive troen til næste generation. Amen.

 Diakon Michael Münchow, Februar 2021

Tekstgrundlag: 1. Mosebog kap.  22, v1-2.9a.10-13.15-18; Romerbrevet kap.  8, v31b-34; Markus kap. 9, v1-10.