Den romersk-katolske kirke på Nørrebro
Nørrebros katolske historie begynder på “Solitude”. Et areal mellem “Assistens kirkegård”, “Frederiksborgvejen” (Nørrebrogade), “Peblingesøen” og “Ladegårdsåen” der i det 18. århundrede var delt mellem to lystgårde, nærmest byen “Blågård” og længere ude med grænse til kirkegården “Solitude”.
Hvor lange gader nu krydser hinanden i rette vinkler, lå endnu i 1870’erne enkelte småhuse. Her boede småembedsmænd og middelstandsfolk, som havde trukket sig tilbage, syslede i deres haver og plantede deres kål.
Messer i kapellet på Skt. Josefs Hospital
I 1873 fik Nørrebro en katolsk institution, som skulle blive af varig betydning for denne bydel. I det år begyndte Skt. Josef Søstrene at bygge midterfløjen af deres hospital, hvor de flyttede ind i december 1874. Fra juli måned 1875 afholdtes messer i hospitalets kapel.
I 1889 var den katolske menighed blevet så stor, at der ikke længere var plads i hospitalets kapel, og derfor syslede pastor Neuvel med tanken om at få opført en sognekirke for Nørrebro. Han samlede penge, og han færdedes rundt for at finde en passende byggegrund.
Endelig i 1890 valgte han ejendommen på Nørrebrogade, lige over for Fælledvej. Den 12. juni 1890 underskrev præfekt von Euch og præsterne Braun og Johansen skødet som tilhørende “Ansgarstiftelsen for Danmark”. Sælgeren, manufakturhandler Heilbuth, fik 140.000 kroner og betingede sig at måtte beholde sine butikslokaler uopsagt i 10 år.
Det første spadestik på Nørrebrogade 27
I 1899 begyndte pastor Neuvel at forberede byggearbejderne ved at lade en hollandsk arkitekt, Jan Stuyt, udføre tegninger. Det blev dog en dansk arkitekt, Viggo Woldbye, der opførte ejendommen og skolen med murermester A.V. Günther som hovedentreprenør.
I 1900 foregik der store ting på det katolske Nørrebro. I marts begyndte søstrene at opføre nye fløje på Griffenfeldsgade, Korsgade og Kapelvej, og på hospitalsgrundens midte rejstes den nye store kirke. På Nørrebrogade lod pastor Neuvel den ene halvdel af bygningen nedrive efter flyttedag, og snart begyndte nybygningens røde mure at hæve sig op over plankeværkerne.
Fredag den 9. juli 1915 nedlagde monsignore Von Euch kirkens grundsten. Skønt der ingen egentlige indbydelser var udsendt, var der kl. 11 samlet ca. 200 mennesker på byggepladsen, hvor der over korpartiets grund var rejst et blomstersmykket telt også smykket med Dannebrog. Overalt i vinduer og på altaner var der samlet tilskuere. Kirken indvies til ALTERETS HELLIGSTE SAKRAMENTE og benævnes SAKRAMENTSKIRKEN.
Kirkens indvendige længde bliver ca. 25 m. Tårnenes højde ca. 32 m, og kirkens og præsteboligens samlede grundflade ca. 447 m2.
”En virkelig kunstnerisk pryd”
17. november 1916 faldt plankeværket foran den nyopførte kirke, der som et af bladene skrev “bliver en virkelig kunstnerisk pryd for den lange ensformige forstadsgade. Indgangen er indrammet af bornholmsk granit, mens den skønt svungne bue er af kalksten. Af det samme materiale er også den imponerende Kristusfigur og den mægtige rose gennem hvis vinduer lyset falder ind i det endnu tomme kirkerum”.
I sommeren 1917 stod kirke og præstebolig færdig, så den første nyudnævnte sognepræst, pastor Fr. Ronge, kunne holde det første forstanderskabsmøde i sin lejlighed.
Kirkebygningen
Kirken er opført af røde mursten med enkelte udsmykninger af sandsten og bornholmsk granit. Facaden mod Nørrebrogade syner ikke af meget i dag, hvor kirken er flankeret af andre høje bygninger, men kirkens to tårne rager stadig op over de omkringliggende bygninger. Kommer man ad Fælledvej, ligger kirken meget markant for enden af gaden.
Kirkens indre er lige så enkelt som det ydre. Kirkerummet er holdt helt i hvidt uden udsmykning af vægge og lofter. Det eneste der bryder de hvide væge er sandstens søjlerne i skibets sider, der bærer galleriet samt tre store runde ovenlys, der er dækket af glasmosaik.
Menigheden sidder på træbænke i begge sider af skibet med ansigtet mod kirkens kor, der igen er holdt i en enkel udsmykning, domineret af et krucifiks af kobber svævende over alteret.